Nyhedsbrev til medlemmer af Østjysk Landboforening, april 2016
Nyhedsbrev april 2016
Nyhedsbrev til medlemmer af Østjysk Landboforening, april 2016
- 28.01.2022Info om medlemskontingent
- 17.11.2021Naturtjek i Horsens Kommune
- 31.05.2021Markkvandringer MUFJO-projektet
- 29.03.2021Status på MUFJO-projektet
- 10.03.2021Årsrapporten 2020
Nyhedsbrev april 2016
Det giver god energi til bestyrelsesarbejdet, når man føler, at der er en opbakning fra medlemmernes side. Den fornemmelse havde vi i bestyrelsen efter generalforsamlingen den 16. marts. Her var der et godt fremmøde og en livlig debat. En vigtig tilkendegivelse fra medlemmernes side og en form for evaluering af bestyrelsens arbejde i årets løb.
Generalforsamlingen bar også præg af den alvorlige situation, vores erhverv befinder sig i lige nu. Krisen vil ikke slippe sit tag, og det er hårde tider. Samtidig kniber det med opbakning og forståelse fra den del af befolkningen, der bor i byen og ikke har noget kendskab til landbruget.
Det oplevede vi for alvorlig i forbindelse med debatten om Landbrugspakken, som desværre førte til, at vi måtte tage afsked med Eva Kjer Hansen som fødevare- og landbrugsminister. Hun var en dygtig minister og det var trist og uretfærdigt at opleve, at politik også kan være sådan.
Landbrugspakken kom til at fylde meget i medierne, og det fik stor omtale, at vi nu får lov at give lidt mere gødning og tilnærmer os niveauet, som er gældende i andre lande. Det er rigtigt godt, men det er skidt, at det gik så hårdt ud over vores omdømme. For nu bliver vi af rigtigt mange mennesker, især i byerne, opfattet som nogen, der bare er ligeglade med miljøet og naturen.
De tal, der blev så heftigt diskuteret, har i virkeligheden så lidt påvirkning på miljøet, at det næsten ikke er værd at tale om. At miljøets tilstand i den store sammenhæng bevæger sig i den rigtige retning, var der ikke megen fokus på i debatten. Forhåbentlig vil den kommende Naturpakke, der lige nu forhandles politisk, ikke resultere i restriktioner på de dyrkede arealer.
Den nye fortælling - se video
Behovet for at vi står sammen om at forklare omverdenen, hvordan tingene hænger sammen i landbruget, er større end nogensinde før. På den baggrund har Landbrug & Fødevarer netop udgivet en ny film om landbruget.
Filmen er en del af kampagnen ”Den nye fortælling”, og den er tænkt som en kærlig hilsen til alle landmænd. En hilsen der er vigtig at sende i en tid, hvor landbruget befinder sig en dyb og alvorlig krise. Budskabet i filmen er, at nu må vi stå sammen i erhvervet, ranke ryggen og være stolte over dét, vi gør. Vi skal sikre, at befolkningen har tillid til os og anerkender os. Vi skal turde tage diskussionen og vi skal forklare, hvorfor vi er landmænd.
”Hvad ved kontorfolk om at panikhøste natten før regn” og ”ville der være flertal for at afskaffe landbruget, hvis det kom til en folkeafstemning”, bliver der spurgt. Vigtige spørgsmål i det nye kapitel i fortællingen om os selv. Brug tre minutter på at se filmen ”Noget at leve af. Noget at leve for”. Den er god og giver stof til eftertanke. Se filmen og læs om tankerne bag:
http://www.lf.dk/For_medlemmer/P-nyhedsbrev/2016/14_ekstraordinaert/Noget_at_leve_af_Noget_at_leve_for.aspx#.Vw1UeNJf3IU
Vandløb trænger til oprensning
Oversvømmede marker og ødelagte afgrøder har i de seneste måneder været situationen for mange landmænd. Vinterens kraftige nedbør har givet store problemer med oversvømmelser. Lige nu har vi især udfordringer i Horsens Kommune, og via vores netværksgruppe har vi kontakt til både embedsfolk og politikere omkring en løsning på problemerne. Et område, vi har meget stor fokus på i bestyrelsen og som vi løbende arbejder med.
Etablering af vådområder
Østjysk Landboforening har netop fået en henvendelse fra Hedensted Kommune vedrørende etablering af vådområder. Alle kommuner skal inden 1. maj have en overordnet plan for sin vådområdeindsats for 2016 og frem. Hedensted Kommune vil gerne invitere til dialog om mulighederne for etablering af vådområder.
Hvis man har jord i Hedensted Kommune og et areal, hvor det vil være oplagt at etablere vådområde til reduktion af kvælstof eller fosfor, kan man kontakte følgende personer i Hedensted Kommunes forvaltning: Bjarke Horst Jensen, 7975 5658, mail: bjarke.h.jensen@hedensted.dk eller Christian Bruun Bundesen, 7975 5669, mail: christian.b.bundesen@hedensted.dk
Skuffet over lystfiskere
Lystfiskerne og deres indstilling til landbruget blev bragt op på generalforsamlingen. En af de lodsejere, der udlejer sin fiskeret, havde modtaget medlemsblad fra Horsens og Omegns Sportsfiskerforening og kunne læse følgende:
”Velkommen til et nyt år, hvor der skal kæmpes for vore vandløb - med den sorte fødevare- og landbrugspakke, der skal sikre vækst i landbruget, som regeringen og dens støtter har indgået. Det bliver en kamp op ad bakke, men vi må ikke opgive kampen”.
Det er skuffende, at lystfiskerne har den indstilling og det er en hård udmelding. Jeg så hellere, at vi havde en konstruktiv debat og et godt samarbejde omkring vore vandløb og udleje af fiskeretten.
Mød ministeren
Der bliver mulighed for at møde miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen ved et større møde den 2. maj på Jordbrugets UddannelsesCenter i Risskov. Mødet arrangeres af sammenslutningen DLMØ, Dansk Landbrug Midt-Østjylland, som består af fem landboforeninger, heriblandt Østjysk Landboforening. Det er vigtigt for landmændene at møde deres minister, og mødet ventes at få stor deltagelse. Se særskilt indbydelse.
Med venlig hilsen Henrik Nielsen
formand for Østjysk Landboforening