Nyhedsbrev til medlemmer af Østjysk Landboforening, april 2015
Nyhedsbrev, april 2015
Nyhedsbrev til medlemmer af Østjysk Landboforening, april 2015
- 28.01.2022Info om medlemskontingent
- 17.11.2021Naturtjek i Horsens Kommune
- 31.05.2021Markkvandringer MUFJO-projektet
- 29.03.2021Status på MUFJO-projektet
- 10.03.2021Årsrapporten 2020
Nyhedsbrev, april 2015
Selv om krisen i landbruget var det dystre og altoverskyggende emne på vores generalforsamling i LandbrugetsHus den 11. marts, var det alligevel en rigtig god aften. Jeg vil gerne sige tak for det store fremmøde og for en god og konstruktiv debat med mange relevante indlæg og kommentarer. En debat, der gav bestyrelsen opbakning til den linje, der køres og de emner, der arbejdes med. Det er vigtigt at få nogle tilbagemeldinger på, hvad medlemmerne mener og nogle pejlemærker på, i hvilken retning bestyrelsen skal arbejde.
Kæmper mod vandområdeplaner
Den 23. marts havde vi i sammenslutningen DLMØ, Dansk Landbrug Midt-Østjylland, arrangeret et møde med miljøminister Kirsten Brosbøl med det formål at belyse konsekvenserne af de nye vandområdeplaner. Ministeren besøgte landmandsparret Lisbet og Niels Olesen på Strandholt ved Horsens, og sammen med en kreds af eksperter fortalte de ministeren, hvad vandområdeplanerne kommer til at betyde for dem.
Vandområdeplanerne lægger op til, at der skal reduceres med 7.800 tons kvælstof på landsplan, og det er især i de indre fjorde, bl.a. Horsens Fjord, at der skal ske en stor indsats. De 1.600 tons er fundet, bl.a. ved vådområder og naturprojekter, mens et tværministerielt udvalg i løbet af 2015 skal vurdere, hvordan de sidste 6.200 tons skal håndteres. På mødet udtrykte landmandsparret og DLMØ stor bekymring og forklarede, at omkring halvdelen af jorden skal lægges brak i visse områder, hvis planerne føres ud i livet.
Desværre gik ministeren mest op i at fortælle os, at vi i landbruget kører en skræmmekampagne og at der ikke er taget stilling til hvordan de 6.200 tons skal findes. Der var ikke meget forståelse for vores synspunkter, og vi blev bekræftet i, at vi har en miljøminister, der har meget svært ved at forstå, at landbruget er ved at blive kvalt af krav, som nødvendigvis slet ikke har nogen effekt.
Vi vil fra foreningens side indsende høringssvar til vandområdeplanerne i oplandet Horsens Fjord og Vejle Fjord, da vi er overbeviste om, at de mange høringssvar, der tidligere er indsendt, har gjort en forskel. Alle landmænd har mulighed for at indsende deres høringssvar. Fristen udløber 22. juni.
Møde om vandområdeplaner
Der bliver igen sat fokus på vandområdeplanerne og deres konsekvenser, når folketingsmedlem Troels Lund Poulsen i samarbejde med Østjysk Landboforening og Landboforeningen Odder-Skanderborg holder møde om emnet. Det sker den 11. maj fra 13.00 til 17.00 i LandbrugetsHus, Horsens, og mødet er for landmænd og alle andre interesserede. Der bliver faglige indlæg, gennemgang af eksempler, politiske indlæg samt debat og spørgsmål. Mødet vil blive annonceret.
Indsatsen nytter
Landbrug & Fødevarer har netop holdt landsformandsmøde, hvor de politiske resultater blev drøftet og gennemgået. Vi arbejder løbende med mange forskellige emner, og når man ser på den samlede liste over resultater, er det rart at kunne konstatere, at indsatsen og de politiske forhandlinger nytter. (Listen er sendt med ud sammen med nyhedsbrevet til orientering).
Fokus på landbruget i valgkampen
Folketingsvalget nærmer sig, og valgkampen er allerede godt i gang. Vi kender i skrivende stund ikke datoen, men vi ved, at vi snart skal tage stilling til, hvor krydset skal sættes. Vi vil gerne medvirke til, at der bliver sat fokus på landbruget i den kommende valgkamp, og derfor arbejder vi på at afholde et valgmøde i forsommeren, hvor vi vil invitere en række politikere, der er opstillet her i Østjylland. Vi lægger op til, at politikerne først bliver inviteret ud på et landbrug, hvorefter der holdes et debatmøde. Nærmere oplysninger om dette arrangement følger.
Har slanket bestyrelser
På generalforsamlingen i Østjysk Landboforening blev det besluttet at slanke bestyrelsen, så antallet af bestyrelsesmedlemmer fremover er ni i stedet for 15. Bestyrelsen består nu af følgende:
Formand: Henrik Nielsen, Vinten. Næstformand Ole Jespersen, Glud, Per Bregendahl, Egebjerg, Find Rasmussen, Jelling, Finn Tukjær Schmidt, Klovborg, Peter Mortensen, Østbirk, Karl Christiansen, Boring, Jeppe Mouritsen, Korning. Nyvalgt blev Martin Mogensen, Gedved, der afløser Mads Mogensen, Østbirk.
LMO har ligeledes besluttet, at bestyrelsen skal være mindre. Den store fusionsbestyrelse er nu blevet reduceret til 10 personer, hvilket er fornuftigt. Samtidig er de faglige udvalg nu også nedlagt, og det er besluttet, at der kan indkaldes faglige fokusgrupper løbende efter behov.
LMO har præsenteret et rigtigt flot årsregnskab for 2014 med et overskud på lidt over fire mill. kr. på baggrund af en omsætning på ca. 255 mill. kr. Det er et rigtigt fint resultat, og det er glædeligt, at fusionen er forløbet godt og at vi har et effektivt rådgivningsselskab.
Sommermarkvandring
Den årlige sommermarkvandring, som Østjysk Landboforening afholder sammen med Landboforeningen Odder-Skanderborg og Vejle-Fredericia Landboforening, finder i år sted den 25. juni hos I/S Gammelgaard, Gersdorffslund ved Odder. Mere information om denne aften følger.
Besøg af formanden
Formanden for Landbrug & Fødevarer, Martin Merrild, har siden han tiltrådte gjort meget ud af at komme rundt i landet og besøge de mange foreninger. Han besøger også samtlige lokalformænd, og turen var forleden kommet til undertegnede. Det blev en god oplevelse, og vi fik en rigtig god snak hen over køkkenbordet. Jeg er glad for, at vi i Landbrug & Fødevarer har en formand, der tager sig tid til at komme rundt og høre, hvad der rører sig – og samtidig fortæller om, hvad der sker på Axelborg. På den måde kommer vi tættere på hinanden og får skabt en forståelse, som er værdifuld.
Med venlig hilsen Henrik Nielsen
formand for Østjysk Landboforening