300 til møde med Esben Lunde: "Tag en journalist med hjem til køkkenbordet"
300 til møde med Esben Lunde
300 til møde med Esben Lunde: "Tag en journalist med hjem til køkkenbordet"
- 28.01.2022Info om medlemskontingent
- 17.11.2021Naturtjek i Horsens Kommune
- 31.05.2021Markkvandringer MUFJO-projektet
- 29.03.2021Status på MUFJO-projektet
- 10.03.2021Årsrapporten 2020
300 til møde med Esben Lunde
Flere af de fremmødte benyttede lejligheden til at få vendt aktuelle problemstillinger med
ministeren.
Forståelsen for erhvervet er altafgørende, så tag en journalist med hjem. Sådan lød opfordringen til landmænd fra miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen på et møde på Jordbrugets Uddannelsescenter i Aarhus. Ministeren vil nu sætte fokus på folkeoplysning og formidling.
Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen ser det som sin vigtigste opgave at skabe gode
betingelser for et effektivt landbrug med intensiv produktion - samtidig med at der skabes forståelse for landbruget blandt danskerne.
Det slog han fast, da han 2. maj 2016 talte om landbrugspolitik på Jordbrugets UddannelsesCenter Risskov i Aarhus. Omkring 300 deltog i mødet, som var arrangeret af Dansk Landbrug Midt- Østjylland og Venstre Aarhus Syd.
Det fortæller Dansk Landbrug Midt-Østjylland i et referat fra mødet.
"Jeg er ærgerlig over det billede, der tegnes af landbruget i dagens Danmark. Forståelsen er meget lille og der er mange misforståelser, fordomme og uberettiget kritik, sagde Esben Lunde Larsen.
"Ude i verden er folk fulde af beundring over det, dansk landbrug præsterer. Det oplever vi, når vi er på eksportfremstød, senest i Asien. Vi har en minimal miljøbelastning, driver landbrug med lavt CO2-udslip, vi har en høj effektivitet og høj dyrevelfærd. Det anerkendes dansk landbrug for i alle andre lande, men ikke herhjemme. Her møder landbruget massiv kritik, ja – udsættes endda ofte for hån og uvidenhed.
"Det skal vi have ændret på, og det skal vi hjælpe hinanden med. Jeg har en opgave, I har en
opgave, lød det fra ministeren, der kunne fortælle, at han har sat en indsats omkring folkeoplysning, formidling og kommunikation i gang i ministeriet, bl.a. i forhold til skoleklasser, oplysningsforbund og medier.
"Vi skal have oplyst danskerne om, hvad det her drejer sig om, og her skal I være ambassadører og fortælle de gode historier. Det begynder som regel med et møde," lød det fra Esben Lunde Larsen, der foreslog landmændene at invitere en journalist hjem til en snak omkring køkkenbordet.
"Vi har en svær situation kommunikationsmæssigt, det erkender jeg. Men det handler ikke om at holde hånden over et erhverv. Dét, der foregår i vores landbrugsproduktion, er jo fantastisk og noget, vi alle skal være meget stolte af. Den historie skal vi være bedre til at fortælle.
"Danske landmænd skal være gode forbilleder med en dagsorden, der giver rum for både produktion og eftertanke.
Med ”ja-hatten” på
Esben Lunde Larsen lagde ud med at sige til de mange fremmødte landmænd, at han er ”deres” minister.
"Derfor er det ikke sikkert, at I bliver tilfredse med alt, hvad vi gør. Men jeg kan forsikre, at det er med ”ja-hatten” på, at vi vil føre vores fødevarepolitik.
"Jeg ser muligheder frem for begrænsninger, og vi skal i højere grad end før lade tvivlen komme landbruget til gode i stedet for hele tiden at skrue i den gale retning. Der er ingen modsætning mellem et intensivt landbrug med stort dyrehold - samtidig med at man tager hensyn til miljøet og høj dyrevelfærd.
"Min opgave er at skabe rammer, der sikrer fremtiden i dansk landbrug. Vi taler her om et erhverv, der bidrager med 148 mia. i eksportindtægter, og jeg ser landbruget som en stærk medspiller i det danske samfund.
En ny miljøregulering
Den målrettede regulering spiller en stor rolle i regeringens landbrugspolitik.
"Noget af det bedste ved Landbrugspakken er, at vi nu får gjort op med årtiers miljøregulering, som er sket på et forkert grundlag. Vi skal nu regulere målrettet, og vi skal væk fra de stramme tøjler.
Alt for meget er sket ved skrivebordsmodeller, men nu går vi over til mere målrettede indsatser.
"Jo mere fakta om vandløbstilstand, pesticider, antibiotika og andet, jo bedre kan vi lave en
miljøpolitik, der gavner en langsigtet planlægning.
"Med Landbrugspakken ønsker vi at give landmændene frihed til dét, de er allerbedst til. Men jeg skal også være ærlig at sige, at det ikke er en vej helt uden sten at få implementeret
landbrugspakken. Vi har debat med EU-kommissionen om virkningen af vores pakke, og der er udfordringer. Skal der ske markante ændringer, indkaldes forligskredsen igen," lød det fra
ministeren.
Esben Lunde Larsen sagde, at landmænd ikke er naturmisbrugere, men at det desværre ofte fremgår i debatten.
"Langt de fleste landmænd ønsker at passe godt på naturen og skabe mere natur. I forbindelse med Naturpakken vil vi implementere nye naturtiltag som f.eks. minivådområder og uberørt skov, og vi vil sætte initiativer i gang, som kan inspirere landmændene til at blive bedre naturforvaltere."
Højt niveau for dyrevelfærd
Esben Lunde Larsen sagde, at Danmark har rejst spørgsmålet om dyrevelfærd i EU.
"Vi vil gerne have standarden i EU op på vores niveau. Det samme gælder på klimaområdet.
Belastningen er minimal i Danmark i forhold til andre lande, f.eks. når det gælder ammoniakudslip, hvor vi er på et markant lavere niveau."
Ministeren fortalte, at han i den kommende tid arbejde med tre indsatser, nemlig vandområdeplaner, Veterinærpakke 3 og sprøjtemiddelstrategi.
Jeres liv og hverdag
Om den alvorlige økonomiske situation for danske landmænd sagde ministeren, at det piner ham voldsomt at se, hvordan det er for mange landmandsfamilier lige nu."
"Det er jo jeres liv og hverdag. Samtidig gør det mig ondt, når jeg hører andre politikere tale om yderligere begrænsninger for erhvervet, som vil gøre det nærmest umuligt at drive landbrug. Jeg vil gerne slå fast, at jeg ikke anerkender, at vi skal være et land uden landbrugsproduktion.
"Vi arbejder konstant på at skabe bedre forhold for landbruget. Det gælder i forhold til EU, det
gælder vedrørende nye afsætningsmarkeder og det gælder i forhold til finanssektoren.
"Vores samfund bygger på værdier, vi selv har skabt. Stærke selvejerbønder, der tager ansvar for lokalsamfundet og for mere end sig selv. Vi taler her om folk med selvansvar og samfundssind. Det handler om mere end arbejdspladser og eksport, lød det fra Esben Lunde Larsen.
"Trods den stramme økonomi glæder jeg mig over, at der trods alt er en vis optimisme i landbruget. Vi er langt fra i mål, men med landbrugspakken har vi skabt en ramme, der kan give mere frihed, bedre betingelser og øget vækst.
Ministeren oplyste, at pakken er beregnet til at give mellem 1,3 og 1,8 mia. i øget værdi for
landbruget pr. år.
"Det er et vigtigt signal til den finansielle sektor. Jeg glæder mig over at have mulighed for at skabe Danmarks miljø- og landbrugspolitik i et godt samspil med jer," sluttede Esben Lunde Larsen sit indlæg.
Stor spørgelyst
Efter ministerens foredrag var der mulighed for at stille spørgsmål, hvilket mange benyttede sig af. En mælkeproducent stillede spørgsmålet: ”Hvor længe skal vi blive ved med at producere verdens bedste mælk til verdens laveste pris? Og hvad skal give os brød på bordet?”
"Jeg kan ikke give dig et godt svar, men jeg kan sige, at vi arbejder indædt på at skabe en bedre bundlinje for danske landmænd. Men vi går ikke ind for oplagring og deponering," sagde Esben Lunde Larsen.
Aarhus Kommunes indsatsplaner for grundvand blev også bragt op, og en tilhører orienterede om sagen og sagde, at det er en dybt alvorlig situation for mange, hvilket ministeren gav medhold i.
Esben Lunde Larsen fik mange synspunkter med sig hjem, bl.a. fra en repræsentant fra
Landboungdommen som påpegede, at landmænds gennemsnitsalder nu er på 62 år. Der var også debat om kontrollen, og Esben Lunde Larsen redegjorde for, hvordan der arbejdes mod mindre kontrol.
Etisk Råds anbefaling om afgift på kød fik også ord med på vejen.
"Alle indspark er velkomne, men jeg kan sige så meget, at Regeringen ikke har tænkt sig at følge dette råd. Vi har efterspørgsel, høj kvalitet og lille miljøbelastning, og vi mener, at forslaget er helt ude af trit med virkeligheden, fastslog ministeren.
Forstår landbruget
Formanden for Dansk Landbrug Midt-Østjylland, Jens Gammelgaard, takkede Esben Lunde Larsen, fordi han kunne afse tid til at møde landmænd og Venstre-folk fra Østjylland.
"Det er vigtigt for os landmænd at have en minister, som kender og forstår landbruget, og vi er glade for den tilgang til tingene, som du lægger for dagen.
"Det er meget positivt med den regelforenkling, der er sat i gang, men der er stadig plads til
forbedringer. Forhåbentligt kan ministeren komme igennem i EU-systemet med en accept af
Landbrugspakken," lød det fra DLMØ-formanden.
"Ligesom ministeren er jeg dybt bekymret for den økonomiske krisesituation, som landbruget
befinder sig i. Det er svært for mange og det gør ondt at høre om de problemer, som mange
landmandsfamilier oplever. Men det er godt at høre, at Esben Lunde Larsen arbejder for at forbedre landbrugets konkurrenceevne."
Jens Gammelgaard sagde, at landbruget i Østjylland har stor erfaring med alternative virkemidler som f.eks. minivådområder og kontrollerede dræn, og han sagde, at DLMØ meget gerne vil vise projekterne og fortælle om erfaringerne til ministeren.